Convention

IMPACT – kongresser, events og bæredygtighed

Photo: Lukas Bukoven

Når vi samler folk til store begivenheder, har vi en særlig mulighed for at skabe en stor positiv indvirkning – både før, under og efter begivenheden – og både lokalt, nationalt og internationalt.

I IMPACT har vi ansvar for at skabe bred og langsigtet værdi gennem tiltrækning og udvikling af internationale videnkongresser, business-, kultur- og sport events – med kobling til det danske samfund og med fokus på løsning af globale udfordringer, herunder klima, grøn omstilling og sundhed.

Vi tiltrækker store internationale videnkongresser inden for danske styrkepositioner, business events og sport- og kulturevents med stor turisme- og folkelig værdi. Vi arbejder sideløbende på at brede værdien af kongresser og events yderligere ud til gavn for endnu flere. Samtidig har vi ansvar for at drive det regionale og nationale samarbejde om erhvervsturisme og for arbejdet med at styrke den bæredygtige omstilling i hovedstadens turisme, der går på tværs af alle nedenstående indsatser og Wonderful Copenhagens øvrige arbejde.

Det gør vi gennem:

Tiltrækning og udvikling af internationale videnkongresser: Værtskabet af internationale videnkongresser skaber både stor omsætning og stor værdi for danske virksomheder og videnmiljøer inden for kongressernes fagfelter på tværs af landegrænser. Det kræver et bredt samarbejde og en langsigtet indsats at vinde internationale videnkongresser til afholdelse i hovedstaden. Hvert år udvikler vi officielle bud på omkring 100 internationale kongresser og vinder ca. halvdelen til fremtidig afholdelse. Det gør vi i tæt samarbejde med lokale værter, offentlige og private aktører og i tæt samarbejde med de omkring 140 medlemsvirksomheder i netværket Meetingplace, se nedenfor.

Tiltrækning af internationale business events: Vores business event-team arbejder målrettet på tiltrækning af internationale virksomhedsmøder, belønningsrejser, produktlanceringer og andre corporate events. Her er fokus på salg og markedsføring over for mødekøbere og andre B2B-led på de prioriterede markeder: Storbritannien, Tyskland, Norge, Sverige og USA. Indsatsen inkluderer bl.a. deltagelse på salgsaktiviteter, så som messer, workshops, mm. og fremviser destinationen over for de internationale kunder gennem site-inspections og FAM-trips i hovedstaden. Herudover håndteres leads på potentiel forretning.

Tiltrækning og udvikling af internationale kultur- og sportevents: Vores eventteam byder på værtskabet af internationale kultur og sportevents, der har turisme-, branding- og folkeligt potentiale. Det gør vi i tæt samarbejde med de andre partnere i budprocessen, hvor Wonderful Copenhagen bidrager til udarbejdelsen af det officielle bud, det internationale relationsarbejde og som brobygger mellem eventen og destinationen og dens aktører.

Læs mere om Copenhagen Convention Bureau (CVB)

Lokalt samarbejde om erhvervsturisme og events (Meetingplace): De private aktører bidrager aktivt til samarbejdet om tiltrækning af kongresser, business events samt kultur- og sportevents gennem netværket Meetingplace. Netværket  samler 140 medlemsvirksomheder.

Læs mere om Meetingplace

Nationalt samarbejde om erhvervsturisme (MeetDenmark): Det nationale udviklingsselskab for erhvervs- og mødeturisme, MeetDenmark, har sekretariat i Wonderful Copenhagen og arbejder side om side med den øvrige indsats for erhvervsturisme. MeetDenmark favner 11 danske destinationer, som arbejder med erhvervsturisme. Udviklingsselskabet fungerer som et kompetence-center, der udvikler og deler ny viden og konkrete værktøjer til destinationer og branchens virksomheder mhp. at styrke de danske møde- og kongresdestinationers internationale konkurrenceevne, tiltrækning af international forretning, branchens bæredygtige omstilling samt udvikling af erhvervsturismens bredere samfundsmæssige værdi. 

Læs mere om MeetDenmark

Bredere værdiskabelse ved kongresser og events (Legacy): Sideløbende, med at vi tiltrækker kongresser og events, arbejder vi med at maksimere den bredere værdiskabelse i forbindelse med værtskabet – såkaldt legacy. Vores legacy-team vurderer potentialet i de enkelte kongresser og events, går i dialog med relevante aktører og afsøger snitflader mellem eventen/kongressen og dens målsætninger på den ene side og hovedstadens og Danmarks danske styrkepositioner og målsætninger på den anden. Der arbejdes ud fra en specialudviklet model, og når potentiale og mål er defineret, mobiliseres de partnere, der kan eksekvere indsatserne.

Læs mere om Copenhagen Legacy Lab

Bæredygtig omstilling af hovedstadens turisme: Vi har ambitiøse mål for bæredygtig omstilling af hovedstadens turisme, og i IMPACT sikrer vi Wonderful Copenhagens tværgående bæredygtighedsindsats. Indsatsen handler om at nå vores ambitiøse, strategiske målsætninger om at styrke destinationens internationale konkurrencedygtighed og om at sikre en turismeudvikling, der bidrager til realisering af både nationale og internationale målsætninger om reduktion af CO2-udledninger. 

Det gør vi bl.a. gennem udvikling af nye forretningsmodeller via virksomhedsforløb, certificeringsindsatser og videndeling. I indsatsen driver vi også arbejdet med at styrke hovedstadens placering på Global Destination Sustainability Index og med hovedstadens bæredygtighedsmanifest, Planet Copenhagen. 

Læs mere om bæredygtigheds-indsatsen

KLY

Director of congresses, events & sustainability (IMPACT)

kly@woco.dk