Meeting Gråbrødre Torv Copenhagen

Succes med opbevaring

Photo: Kim Wyon

Bagage-iværksætteren LuggageHero er på få år gået fra at tilbyde rejsende opbevaring i få butikker i København til at dække det meste af Europa og store dele af USA.

Hvad der startede som personlig irritation, er nu forankret i 39 byer og 1400 butikker i Europa og USA.

Jannik Lawaetz, CEO og stifter af Iværksætter-virksomheden LuggageHero, der via app eller internet giver rejsende mulighed for at opbevare deres bagage i butikker, har altid rejst meget, og boede lokalt, typisk i Airbnb-lejligheder. Et år var han i Barcelona og skulle tjekke tidligt ud af lejligheden og først flyve sent om aftenen.

”Jeg kunne ikke få lov til at lade min kuffert stå i lejligheden og hente den senere. Det var vildt irriterende at skulle gå rundt med kufferten i Barcelona, så jeg gik ind i en butik og spurgte om jeg måtte lade min kuffert stå i nogle timer. Det måtte jeg gerne,” siger Jannik Lawaetz.

Frøet til LuggageHero var sået, og efter at have oplevet frustrationen som Airbnb-udlejer på egen krop med gæster, der gerne ville have kufferten stående og afhente den sent, gjorde Jannik Lawaetz noget ved det åbenlyse behov for at få bagage opbevaret.

Det var i sommeren 2016, at Jannik Lawaetz stillede sig op på Nørreport i København, og forsøgte at ”sælge” ideen om at opbevare bagagen i en butik fremfor at slæbe rundt på den. Han havde fået overtalt 30 lokale butikker til at være med, og efter en del benarbejde kunne de rejsende også se fidusen ved LuggageHero. Prisen er 1 euro pr. time og 2 euro i opstartsgebyr.

Allerede i marts 2017 slog LuggageHero sig ned i London og senere i New York. I dag kan rejsende få opbevaret deres kuffert i 39 byer og i 1400 butikker, og LuggageHero har i alt opbevaret bagage i mere end  2 millioner timer. For syv måneder siden var det tal kun 1 million.

LuggageHero har også været en del af TourismX, hvor den etablerede virksomhed fik rådgivning og sparring til at forsøge sig med Whitelabel, hvilket vil sige at være en del af et tilkøb, når en kunde køber en anden vare. Efter lidt omveje er det lykkedes, og LuggageHero dukker nu op som en tilkøbsmulighed, når man booker via Booking.com.

”Jeg var aldrig kommet nogen vegne med virksomheden uden at dyrke forskellige netværker og samarbejder, og der har TourismX været et vigtigt partnerskab. I det hele taget har Wonderful Copenhagen promoveret os fra starten og været med til at validere vores produkt,” siger Jannik Lawaetz.

Han har ingen planer om at slappe af oven på nogle hektiske år – der skal føjes flere byer til listen over byer, hvor rejsende kan opbevare deres bagage via LuggageHero.

”Og så vil vi dykke dybere i nogle byer ved at vide, hvornår og hvor efterspørgslen opstår. Vi har netop udviklet en algoritme, som kan forudsige efterspørgslen i en given by, der kan hjælpe med at afdække det,” fastslår Jannik Lawaetz.

Jannik Lawaetz’ gode råd:

  1. Andre gør ikke arbejdet for dig – du må selv tage arbejdshandskerne på.
  2. Lad være med at gemme dig bag en skærm – kom ud og mød kunderne og påvirk dem.
  3. Mindre snak og mere handling.
Luggage Hero

Lyt til podcast

Photo: Luggage hero

Tilbage til Toolbox