brugdinby

Wonderful Copenhagen til københavnerne: Tag på efterårsferie i din egen by

9.10.2020
Photo: Daniel Rasmussen

Ud over at have kampagnefokus på hele Danmark og de tilgængelige nærmarkeder, sætter Wonderful Copenhagen, i tæt sparring med turismeerhvervet, gang i en ny kampagne, der skal inspirere københavnerne til at gå ud og bruge deres by her i efteråret.

Vågn op i København med en ny udsigt, hop et smut i poolen og tag elevatoren ned på restauranten. Med andre ord: Tag på staycation på hotel i din egen by, og brug efterårsferien på at opleve restauranter, attraktioner, kulturinstitutioner og butikker, som du ikke har besøgt før.

Budskabet er klart, når Wonderful Copenhagen sætter gang i #BrugDinBy-kampagnen hen over efteråret. Og det samme er årsagen til kampagnen: Virksomhederne bag hovedstadens store udbud af oplevelser mangler gæster, og det presser de københavnske hoteller, kulturoplevelser, restauranter mm. på eksistensen.

”Siden nedlukningen i marts har turisterhvervet i hovedstaden haft en nedgang i internationale gæster på 86 pct. Det er katastrofalt for de mange virksomheder, der tilsammen udgør selve grunden til at besøge hovedstaden. Så der er både omsætning og mange job på spil, men også byens udbud af oplevelser,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen, og fortsætter:

”Hvis både os, der bor i hovedstaden, og byens gæster fremover skal have samme niveau af oplevelser i København, skal vi hjælpe de pågældende virksomheder nu, hvor de er i krise. Det vil vi bidrage til med denne kampagne, som vi kører i tæt dialog med en bred række af aktører i byen.”

Og hos hovedstadens hoteller og restauranter er man mere end klar til at rede op og dække bord til lokale gæster, som enten holder efterårsferie hjemme, eller som i løbet af efteråret vil bruge nogle af de nu udbetalte feriepenge på lokale storbyoplevelser.

”Vi ser frem til at kunne byde københavnerne velkommen. Både hoteller, restauranter, kulturinstitutioner og attraktioner har været igennem mange måneder med alt for få gæster. Derfor vil det være fantastisk, hvis lokale bruger efteråret på at opleve deres egen by og derved bidrage til, at vi også på længere sigt har et stort og attraktivt udbud af oplevelser,” siger Karen Nedergaard, formand for HORESTA Region Hovedstaden.

Og hos Tivoli, der netop nu åbner dørene til Halloween i Tivoli, der løber oktober måned ud, glæder man sig til at tage imod lokale gæster.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har haft en svær sommer uden de internationale turister. Vi har øvet os hele sommeren på at give gæsterne en tryg og god Tivoli-oplevelse, som de kender den. Nu åbner vi for Halloween i Tivoli og har taget en lang række COVID-19 forhåndsregler og vil løbende evaluere, om det bliver nødvendigt at tage yderligere. Et eksempel er vores nye Halloween-oplevelse Kirkegaarden med levende døde (skuespillere). Det har vi placeret i området ved De Hængende Haver ved Tivolisøen for bedre at kunne sprede gæsterne ud over alle forlystelseshavens 82.000 m2. Så vi er klar til at tage imod lokale såvel som turister,” siger Susanne Mørch Koch, adm. direktør i Tivoli.

Ud over de lokale i hovedstaden bliver efterårskampagnen også målrettet borgere på hele Sjælland. Kampagnen er produceret og finansieret af Wonderful Copenhagen. Den kommer i første omgang til at køre på Facebook, Instagram og YouTube og inviterer både borgere og aktører til at tage del i kampagnen og dele oplevelser med hashtag #BrugDinBy, som Wonderful Copenhagen i samarbejde med Copenhagen Visitor Center under Københavns Kommune lancerede hen over sommersæsonen.

Turismen i hovedstaden er normalt primært baseret på internationale gæster og har hidtil skabt omsætning for over 50 mia. kr. årligt og skabt job til over 60.000 borgere.