Bæredygtig turismesatsning på tværs af landet: Tre organisationer får tildelt Green Tourism Organization
Green Tourism Organization-certificeringen bakker op om destinationer og organisationer, som gør noget særligt for bæredygtig turisme. Certificeringen er 'søster' til Green Key, som bl.a. HORESTA har udviklet, der nu er at finde i 65 lande og hos flere end 3.200 turistvirksomheder.
Selvom turismeerhvervet på grund af coronakrisen har øget fokus på hygiejne og sundhedsmæssige foranstaltninger, så har branchen ikke løftet foden fra speederen, når det kommer til bæredygtighed.
Wonderful Copenhagen blev sidste år den første organisation i verden til at lade sig certificere ved Green Tourism Organization, som er en søsterordning til turismens miljømærke Green Key. Nu får hovedstaden selskab af VisitAarhus, VisitAalborg og Inspiring Denmark. Indsatsen for at opnå certificeringen har de fire organisationer samarbejdet om i regi af det nationale udviklingsselskab for dansk erhvervs- og mødeturisme, MeetDenmark.
Green Tourism Organization (GTO) er sat i verden for at bakke op om de destinationer og organisationer, som gør noget særligt for bæredygtighed. For at blive certificeret, skal organisationen vurderes ud fra ca. 140 forskellige kriterier, som afdækker, hvorledes organisationen sætter yderligere gang i bæredygtig turisme på destinationen. Organisationerne i ordningen vurderes også ud fra deres ledelsesmæssig prioritering af miljøhensyn, krav om miljørigtige indkøb og krav i forhold til organisationens eget forbrug af el, vand og varme. Men også med fokus på, hvordan organisationen sætter yderligere gang i bæredygtig turisme på destinationen.
”Vi er utrolig glade for at kunne certificere tre nye medlemmer af GTO-ordningen. Det understreger de danske ambitioner i forhold til bæredygtig turismeudvikling i erhvervet, og at corona ikke lægger en dæmper på branchens fokus på miljø. Vi ved, at bæredygtighed fylder mere og mere hos forbrugerne, og med de nye medlemmer af GTO håber vi at kunne gøre det nemmere for turisterne at finde vej til de ansvarlige turismedestinationer”, siger Mikal Holt Jensen, sekretariatschef i GTO og miljøchef i HORESTA.
Fra MeetDenmark ser man GTO som endnu et stærkt værktøj, der kan anvendes i markedsføringen af Danmark bl.a. som kongres- og mødedestination.
“GTO-certificeringen er et led i MeetDenmarks arbejde for at skabe en bredere samfundsmæssig værdi af kongres- og mødeturismen i Danmark. Og håndgribelige bæredygtighedsinitiativer som denne certificering er i stigende grad også vigtige, hvis de danske destinationer fortsat skal være konkurrencedygtige internationalt. Kravet om bæredygtighed lader til at være en af de få positive ting, som Corona har styrket,” siger Birgitte Hee Olesen, bestyrelsesformand i MeetDenmark.
Den nye GTO-certificering er en dansk opfindelse ligesom miljømærket Green Key, der blev skabt for 25 år siden af Friluftsrådet og HORESTA i samarbejde med den daværende Forening af Danske Turistchefer. Sidenhen har certificeringen spredt sig til 65 lande og 3.200 turistvirksomheder.