Destination Fyn bliver medlem af MeetDenmark
Det nationale udviklingsselskab for erhvervs- og mødeturisme, MeetDenmark, optager pr. 1. januar 2021 Destination Fyn som nyt medlem. Samtidig udtræder Inspiring Denmark og opgaven med tiltrækning af internationale kongresser til Fyn overtages af Destination Fyn.
MeetDenmark glæder sig over at kunne byde velkommen til Destination Fyn, som ved årsskiftet træder ind i det nationale udviklingsselskab for erhvervs- og mødeturisme. Der findes en stor koncentration af møde og kongreskapacitet i det fynske kongresbælte fra Nyborg i øst til Middelfart i vest, og samtidig skaber Fyns erhvervs- og vidensmiljøer på fx universiteter, hospitaler og i erhvervsklynger et stort potentiale for at tiltrække internationale møder og kongresser.
Destination Fyn overtager kongresarbejdet på Fyn efter udløbet af den nuværende samarbejdsaftale med Inspiring Denmark. Bestyrelsen af Inspiring Denmark har besluttet at afvikle den regionale turismeorganisation, og en fuld udfasning af aktiviteterne vil være gennemført i løbet af foråret 2021.
Destination Fyns muligheder for at udnytte det fynske potentiale på det internationale møde- og kongresmarked styrkes af Destination Fyns placering i Erhvervshus Fyn og det tætte samspil med erhvervslivet samt den aktuelle sammenlægning af destinationer i større og stærkere enheder. MeetDenmark ser frem til en yderligere styrkelse af samarbejdet med Destination Fyn på erhvervsturismeområdet:
”Vi glæder os over at få en ny stærk partner til vores fælles indsats for at styrke Danmarks internationale konkurren-ceevne inden for erhvervs- og mødeturismen. I første omgang er det genopbygning, der kommer på vores fælles dagsordenen. Jeg vil på vegne af MeetDenmarks medlemmer benytte lejligheden til at sende en stor tak til Inspiring Denmark for det mangeårige samarbejde, og til Birgitte Hee Olesen, direktør for Inspiring Denmark, for varetagelse af formandskabet af MeetDenmark”, siger Mikkel Aarø-Hansen, næstformand i MeetDenmark og CEO for Wonderful Copenhagen, hvor MeetDenmark har sekretariat.
Tiltrækning af internationale kongresser kan på sigt blive et centralt element i Fyns og Odenses ambition om øget internationalisering, profilering og tiltrækning af arbejdskraft:
”Vi vil styrke erhvervs- og mødeturismen på Fyn. Særligt med fokus på det internationale kongresmarked. Vi ønsker med medlemskabet af MeetDenmark at styrke vores netværk med de andre store erhvervsturismedestinationer i Dan-mark og bidrage til den fælles indsats for at genetablere væksten i dansk møde- og kongresturisme - så snart det igen er muligt” udtaler Rasmus Hessum Hansen, Klyngedirektør, Destination Fyn.
Fakta
MeetDenmarks har til formål at udvikle og fremme dansk erhvervs- og mødeturisme. MeetDenmarks medlemmer er pr. 1. januar 2021 VisitAalborg, VisitAarhus, Destination Fyn, Wonderful Copenhagen og Erhvervsministeriet. MeetDenmarks destinationer tiltrækker hvert år sammen med lokale private partnere over 100.000 internationale forskere, specialister og beslutningstagere til kongres i Danmark. De mange kongresser bidrager med en samfundsøkonomisk omsætning på over 1 mia. kr. samt et markant erhvervsmæssigt potentiale som platform for nye internationale netværk og samarbejder, talenttiltrækning samt profilering af danske virksomheder og deres løsninger. Ud over tiltrækning af internationale kongresser har MeetDenmark som konsekvens af COVID-19 pandemien, med støtte fra Erhvervsfremmebestyrelsen, igangsat et større projekt, der skal bidrage til at ’genstarte’ dansk erhvervs- og mødeturisme.
Kontakt for yderligere information:
Rasmus Hessum Hansen, Klyngedirektør Destination Fyn (Mobil: 29335425)
Peter Dyhr Andreassen, Head of Secretariat MeetDenmark (Mobil: 29102607)